I ledelseslitteraturen fyger det med gode råd og nye principper eller tilgange, som virksomhedsledere bør forholde sig til. På den måde glemmer man nemt det helt basale og mere tidløse. Tidsskriftet Strategy+Business har samlet fem sådanne grundlæggende principper.
Turings teori: Kan man sætte en maskine til at foretage beregninger? For os i dag virker svaret på dette spørgsmål indlysende, men det indeholder stadig en vigtig pointe, og da matematikeren Alan Turing som den første besvarede det i 1936, var det revolutionerende: Han fastslog, at enhver beregning, som en maskine teoretisk set kan foretage, kan den også i praksis foretage, hvis bare computerkraften er stor nok.
Det er altså ikke sådan, at nogle beregninger kræver uendelige mængder af computerkraft. Det er det sidste, der stadig er relevant: Det kan meget vel være, at en løsning, som ingeniørerne i udviklingsafdelingen har tænkt sig frem til, er for omkostningstung at sætte i verden med den nuværende teknologi. Men når og hvis teknologien udvikler sig tilstrækkeligt, vil det blive muligt at sætte løsningen i værk.
Coase’s teorem: Hvis din virksomhed kan spare penge ved at outsource hele sin produktion – så har den ikke nogen berettigelse, og den vil snart blive udkonkurreret. Også økonom og senere nobelprisvinder Ronald Coase arbejdede i 30’erne, og hans teorem kan i dag synes ret selvfølgeligt. Men den måde, hvorpå han formaliserede betragtningen om konkurrence, er stadig lærerig.
I samtiden var industrien blevet moden, og når én virksomhed fandt på en smart måde at gøre tingene på, lærte de andre hurtigt af det. Det undrede Coase, at der alligevel var nogle, som udkonkurrerede andre. Forklaringen ligger blandt andet i det, vi i dag kalder overhead, og at nogle virksomheder f.eks. har større logistiske omkostninger end andre, fordi de ligger uhensigtsmæssigt. Helt præcist siger teoremet, at bortset fra transaktionsomkostninger vil den mest effektive løsning vinde i markedet.
Bells lov: Apple lancerede den første iPhone i 2007, og i løbet af forbløffende kort tid havde vi alle en smartphone, som mange bruger flere timer om dagen. Ti år forinden var laptoppen det store dyr i åbenbaringen. Med den var vi ikke længere bundet til et bestemt skrivebord, som PC’en – introduceret midt i 80’erne – forudsatte det.
Frekvensen af disse store innovationer viser, at ingeniøren Gordon Bell ramte plet, da han i 1972 formulerede en lovmæssighed: At cirka hvert tiende år kommer en ny computerklasse, der er billigere og bedre, og som forandrer alt. Det er en vigtig lov at forstå for virksomheder, fordi de nemt kan blive kørt over, hvis de tror, deres eksisterende produkt vil leve til evig tid. Det kan Nokia tale med om. Ifølge Bells lov er det igen ved at være termin til en stor nyskabelse inden for it. Det kan være internet of things.
Baldwin & Clarks koncept om modulering:
Når vi taler om smartphonen, så tag den i hånden og tænk over, hvad der skaber den nyttige helhed. Det gør forskellige små stumper hardware, der typisk vil være udviklet af hver sin producent, samt en lang række programmer, som der ligeledes står mange softwareudviklere bag. Igen har vi vænnet os til, at sådan er det bare. Men det er imod intuitionen på den måde, at hvis man helt fra bunden skulle udvikle noget, vil man tænke over, hvilken helhed, man skulle nå frem til.
Men professorerne Carliss Baldwin og Kim Clark fra Harvard konstaterede allerede i 90’erne, at innovation går langt hurtigere, når produktet er bygget op af moduler, som igen kan udvikles individuelt, eller som kan pilles helt ud, hvis de viser sig at være i vejen. Det samme princip gælder i organisationer – også her er der en klar gevinst ved at tænke i moduler frem for i, hvad der teoretisk set vil være den optimale helhed.
Nakamotos lov: Ingen ved, hvem Nakamoto er, og hans (eller hendes) observation fra 2008 er aldrig blevet formuleret som en lov. Men der er tale om et princip, som er baggrunden for de måske allerstørste forandringer i disse år – det, som kan lægge blandt andet store finansielle virksomheder ned.
Helt simpelt konstaterede Nakamoto, at det hæmmede nethandlen, at parterne skulle have en bank imellem sig til at håndtere betalingen. Det var Nakamoto, der introducerede Bitcoin som et alternativ. Om den rent digitale valuta slår igennem som sådan er endnu et åbent spørgsmål. Men givet er det, at bankerne vil få svært ved at overbevise om, at de skal tjene nogen penge af betydning på at håndtere simple, elektroniske betalinger. Det tilsvarende er et problem i f.eks. mediebranchen: Når folk kan sende informationer direkte til hinanden, hvad skal det ”gamle” medie så til for?
Artiklen fra Strategy+Business findes her .
Sten Thorup Kristensen