Det handler ikke om flere regler, men om sikkerhedsnet.
Selskabslovgivningen er slet ikke indrettet godt nok til at løse konflikter mellem ejerne i mindre og mellemstore virksomheder, konkluderer professor Mette Neville fra Aarhus Universitet i en større undersøgelse af erhvervslivets underskov.
„Det rigtigt store problem er, at mange selskaber ikke har anpartshaveroverenskomster. Når der opstår konflikter, kigger de i loven for at få hjælp. Men der er ingen hjælp at hente. Anpartshaverne lades i stikken, og det er skræmmende. Parterne kan i tilfælde af konflikter mellem ejerne let ende i en situation, hvor der som følge af et 50:50 ejerskab opstår en dead-lock, som kan true selskabets videre eksistens eller hvor mindre aktionærer i selskaber med et skævt ejerforhold bliver udsat for squeeze out eller majoritetsmisbrug“ siger hun.
Undersøgelsen, som er baseret på en gennemgang af 1313 anpartsselskaber med mere end én ejer, viser, at selskaberne meget let kommer ud i konflikter, som kan være umulige at løse, fordi lovgivningen ikke indeholder konfliktløsningsmodeller, og fordi ejerlederne faktisk tror, at lovgivningen indeholder redskaber, som kan hjælpe dem.
Derfor har kun halvdelen af selskaberne fået udarbejdet anpartshaveroverenskomster mellem ejerne, som forsøger at imødegå eventuelle konflikter, eksempelvis omkring uenighed om strategi, investeringsbeslutninger eller personlige konflikter mellem ejerne.
Brugen af voldgift betyder, at der herhjemme ikke er retspraksis på området, ligesom i eksempelvis England og USA, hvor sager om alvorlige konflikter mellem ejerne ofte kommer for domstolene. Der er ingen grund til at tro, at billedet skulle være anderledes herhjemme, og det bekræftes også af advokater med kendskab til den slags sager, siger Mette Neville.
Mette Neville påviser, at de ejerledede selskaber har mange fordele, blandt andet i form af en fleksibel beslutningsstruktur, en stabil ledelse og en ledelse med et stort personligt og økonomisk engagement. Men de ejerledede selskaber har altså også nogle svagheder og konflikt-“fælder“, som uforvarende kan koste selskabet livet eller fastlåse dem i en længere periode til skade for selskabets udvikling.
Hun peger på, at der let kan opstå konflikter mellem de typisk 2-4 ejere i ejerledede selskaber, hvis de personlige bånd brydes, da ejerne ofte består af familiemedlemmer, nære venner eller forretningsforbindelser. Konflikter kan også opstå i forbindelse med et generationsskifte, hvor der kan opstå strid mellem anpartshavere, som er aktive i selskabet, og aktionærer, som er passive, eller mellem familiemedlemmer.
„Man kan sige, at de tætte personlige relationer gør en adskillelse af familie og forretning umulig. Og det betyder, at eventuelle konflikter i familien flytter med ind i bestyrelseslokalet. I sidste ende kan det true virksomhedens overlevelse og få alvorlige personlige økonomiske konsekvenser for ejerne,“ siger hun.
Mette Neville mener ikke, at bedre lovgivning kan forbygge konflikter, men at den kan opstille fornuftige konfliktløsningsmodeller. Hun påpeger, at lovgivningen alene giver anpartshavere mulighed for at udtræde af selskabet ved at overdrage sine anparter. Men der findes ikke et effektiv marked for ejerandele, og de øvrige anpartshavere vil sjældent give den „rigtige“ pris for anparterne.
„De fleste ejerledere har i forvejen deres penge bundet i virksomheden, og derfor har de ikke råd til at købe de andre ejere ud,“ siger hun. Mette Neville vurderer, at der er brug for nye redskaber i lovgivningen, som sikrer en løsning i forbindelse med et exit. Hun henviser til norske regler, som indeholder nogle løsningsmodeller. Hun understreger, at en mindelig aftaleløsning mellem parterne kræver, at der etableres en anpartshaveroverenskomst før problemerne opstår. Og at det er bestyrelsens opgave at sørge for, at en sådan overenskomst findes.
På den anden side mener Mette Neville også, at det er et problem, at en nystartet virksomhed skal starte med at bruge 50.000 – 100.000 kr. til advokatrådgivning for at få udarbejdet en sådan anpartshaveroverenskomst, idet kapitalen i forvejen er meget knap.
„Lovgiverne har efter min vurdering et ansvar for, at selskaberne har noget at falde tilbage på. Også selvom de vælger ikke at udarbejde en anpartshaveroverenskomst, måske af hensyn til de ekstra omkostninger. Samtidig antager en stor del af selskaberne, at de kan falde tilbage på lovgivningen, hvis det går galt. Og det her handler altså ikke om flere regler, men om et sikkerhedsnet,“ siger hun.