Bestyrelsesguiden

Guide: Sådan undgås frustration i ledelsesteamet

Guide: Sådan undgås frustration i ledelsesteamet

Omverdensforhold og markedet er turbulente: CEO’erne frygter, at deres ledelsesteam ikke kan håndtere det, og ledelsesteamet er frustreret. Konsulentfirmaet Spencer Stuart præsenterer i tre trin, hvordan CEO’en kan skabe de bedste rammer for deres team og møde fremtiden med styrke og sammenhold.

En af de største CEO-bekymringer i dag er, om virksomheden kan følge med den hurtige foranderlige udvikling i omverden, teknologi og kundekrav.

63 pct. af CEO’er frygter, at deres ledelsesteam mangler den nødvendige fleksibilitet til at håndtere uforudsigelige udfordringer. 59 pct. bekymrer sig om, at medarbejdere generelt er tilbageholdende over for forandring.

CEO’er er altså dybt bekymrede for deres teams evne til at reagere hurtigt og effektivt på en verden i konstant forandring. Men det er kun halvdelen af sandheden. Mange CEO’er er nemlig ikke opmærksomme på den frustration, som deres ledelsesteam føler.

Ledelsestemaet oplever, at der bruges ressourcer på de forkerte ting, at der afholdes ineffektive møder, og at der hersker forvirring omkring ansvarsfordelingen. De synes, at der mangler fokus på de vigtigste strategiske udfordringer, at der er uklarhed om, hvem der gør hvad – de er simpelthen frustrerede.

Essensen er, at CEO’er bør have fokus på at forbedre samspillet med ledelsesteamet. Her er tre overvejelser, som CEO’en bør tage et kig på:

1) Hvornår bør man træde til, og hvornår bør man trække sig tilbage? Som CEO bør man være opmærksom på at ens tilstedeværelse i et rum påvirker alle. Hvordan man går til diskussioner, om man er direkte i sin tilgang, nysgerrig, åben, lukket osv.

Det kan have indflydelse på, hvilke emner, der bliver taget op på møder, hvordan emner bliver præsenteret, hvad folk tør italesætte. Det kan have stor betydning for ens egen evne til at vurdere og identificere problemer og finde løsninger.

I den ene ende af skalaen er der CEO’er, der er meget styrende med en markant kommandostil. I den anden ende er der CEO’er, der undgår konflikter og ønsker at bevare harmonien.

De mest succesfulde CEO’er er dem, der kombinerer den ‘hårde’ og ‘bløde’ stil. De viser empati, medfølelse, ydmyghed og sårbarhed – kvaliteter, der er essentielle for at lede på en måde, der styrker andre – men de giver samtidig klar retning og fokuserer på det, der er vigtigst.

CEO’er, der lykkes bedst, får skabt det rette miljø ved at involvere teamet i dialogen, mens de sætter rammerne for diskussionen. De kan tage emner op og åbent diskutere både succeser og udfordringer.

2) Definer teamets rolle. At opbygge ægte engagement, så ledelsesteamet kan tage ansvar og drive strategien (i stedet for kun at fokusere på individuelle forretningsenheder og funktioner), er sværere, end de fleste CEO’er indser.

I praksis har individuelle ledere en tendens til at fokusere på det område, de selv leder – naturligt nok – fordi det er her, de bliver holdt ansvarlige for deres præstation. CEO’er bør derfor definere det samarbejde, som ledelsesteamet bør udføre for at opnå resultater for hele virksomheden – en holistisk tilgang. At fokusere på samarbejde og helhed understreger over for ledelsesteamet, at det er her den ægte opgave ligger.

3) Sæt dagsordenen og rytmen. Man bør ikke undervurdere en konsistent og stærk rytme i driften, når det kommer til ledelsesteamet. Det omhandler mødefrekvens, ansvarsområder, rettigheder og dagsordener.

Uden en klar hensigt og dagsorden for hvert møde bliver teamet ofte frustreret. Der findes ikke noget mere irriterende end at bruge tid på at gentage tidligere beslutninger eller diskutere emner, der ikke tilfører værdi. Det kan skabe gnidninger og hæmme præstationen.

Ideelt set bør møder med ledelsesteamet være et rum, hvor der fokuseres på det arbejde, som kun de kan udføre sammen – fastlægge den strategiske retning, overvåge vigtige operationelle og finansielle mål, dele ressourcer, prioritere, sætte talentdagsordenen og definere kulturen.

CEO’er bør også overveje en række driftsmetoder for at fremme alignment, informationsflow og samarbejde. At opbygge et stjerneteam er svært og kræver målrettet og fokuseret indsats. CEO’er spiller en central rolle i at definere teamets arbejde og skabe et miljø, der både udnytter de individuelle evner hos hver leder og opbygger kollektiv power.

MAL