Aldringen af verdens befolkning tager til og breder sig til nye lande og regioner. Det kan vende op og ned på migrationsstrømme, og dermed skabe ny politisk, økonomisk, social og kulturel tumult, lyder vurderingen i en analyse fra analysehuset Moodys. Erhvervslivets topledere og investeringsfolket skal til at vænne sig til en ny virkelighed at agere under.
Migration og lavvækst er de dominerende brudflader i politik og økonomi. I de rige lande må store befolkningsgrupper konstatere, at den vækst, der dog er, tilfalder andre. Og den indvandring, der i teorien kunne løse lavvækstproblemet, gør det i praksis kun til dels, og samtidig bringer den kulturelle sammenstød med sig.
Men hvis man håber på, at disse problemer langsomt vil flade ud, tager man sandsynligvis fejl: De vil kun forstærkes, efterhånden som de grundlæggende demografiske problemer bliver dybere og breder sig til det, vi endnu betragter som unge lande.
Sådan lyder hovedbudskabet i en rapport fra Moody’s, “How demographics will shape labor markets and credit trends”. Når ratingbureauet beskæftiger sig med dette spørgsmål, er det naturligvis fordi det vil påvirke kreditværdigheden i lande og virksomheder. Af samme grund bør virksomheder selv have øje for det: Hvor vil der om ti år være et marked for dem? Hvor vil der være ledig arbejdskraft? Og hvor er der risiko for alvorlig social uro? Når f.eks. dansk økonomi er præget af lavvækst (trods den nuværende højkonjunktur) skyldes det blandt andet den aldrende befolkning: En stadigt mindre del af befolkningen er på arbejdsmarkedet. Men Danmark er langt fra værst ramt. Det er en global tendens, og i de lande, hvor arbejdsstyrken falder, vil dette fald tage til, og der, hvor arbejdsstyrken stadig er i vækst, vil denne vækst blive mindre. Det summer sammen til, at stadig flere lande får et problem med, at en lav andel af befolkningen findes i arbejdsstyrken. Allerede i 2020 vil 60 procent af de lande, Moody’s rater, opfylde FN-definitionen for at være ”aging”, hvilket vil sige, at mindst 7 procent af befolkningen er 65 år eller derover. Antallet af ”super-aged” lande – hvor mindst 20 procent af befolkningen er 65 år eller derover – vil vokse fra 6 i 2015 til 42 i 2030.
Det betyder, at de lande, hvor aldringen af befolkningen i et eller andet omfang er problematisk, vil komme til at række langt ud over de vestlige lande, som i de fleste tilfælde allerede har problemerne inde på livet. Faktisk vil aldringen gå stærkest i Asien, hvor især Japan, Kina, Sydkorea og Thailand meget hurtigt kommer til at vænne sig til, at der er markant færre forsørgere pr. forsørget.
Umiddelbart lyder det ikke så slemt. I de fleste lande er rigdommen tilstrækkelig til, at lav vækst ikke i sig selv fører til sociale katastrofer. Desuden forventes en bølge af produktivitetsfremmende automatisering at være på vej. Den kan træde i stedet for den arbejdskraft, der netto forsvinder. Men det virkelig alvorlige kan opstå i de lande, der er allerhårdest ramt. Her tager Japan prisen. Landet har gennem mange år haft en meget lav fødselsrate, samtidig med at der i vidt omfang har været lukket af for indvandring. Det betyder, at den såkaldte old-age dependency ratio, der måler antallet af ældre i procent af antal personer i arbejdsstyrken, tordner op mod en urørlig verdensrekord.
Den var cirka 25 omkring årtusindeskiftet, den er cirka 50 nu, og hvis intet andet sker, vil den være omkring 70 i 2050. Alt andet lige vil hver arbejdende japaner altså skulle forsørge cirka en person ud over sig selv, når man medregner børn, handicappede og så videre. Det kan tvinge Japan til at foretage en U-vending i indvandrerpolitikken, og landet er da også de facto begyndt at acceptere filippinske migranter i arbejdsstyrken. Den sociale og kulturelle omvæltning i Japan kan blive enorm.
Hvis der for alvor kommer efterspørgsel efter arbejdskraft fra asiatiske lande, kan det også stille Europa i et meget alvorligt dilemma, idet vi pludselig kan få en meget alvorlig mangel på arbejdskraft – måske endda samtidig med, at de migranter, der ikke kan begå sig på vores arbejdsmarkeder, vælger at komme hertil, hvormed de blot yderlige vil øge forsørgerbyrden i Europa.
I Europa er der også nogle lande, der står til at blive særdeles hårdt ramt. I f.eks. Letland og Litauen vil arbejdsstyrken skrumpe med over 15 procent frem mod 2030. I den vestlige verden er USA og Storbritannien alene om at holde vækst i arbejdsstyrken. Men det skyldes indvandring, der som bekendt har medført politisk tumult i form af henholdsvis valget af Donald Trump og Brexit.