En overraskende høj andel af topchefer kommer med en dårlig barndom i bagagen. De kommer nemt til at lide af udbrændthed – og de kæmper for anerkendelse, de alligevel aldrig oplever at få. Sådan lyder det fra to coaches fra IMD, der giver nogle råd til, hvordan de ramte topchefer kommer videre.
Topchefer står ofte i offentlighedens billede som en slags supermennesker med høje scorer på karisma, selvdisciplin og ydeevne. Hvis de endelig bliver tillagt væsentlige negative karakteregenskaber, er det ud fra en overvejelse om, hvorvidt der gemmer sig psykopatiske eller sociopatiske træk i dem. Men i virkeligheden er der ofte en helt tredje psykologisk profil på spil, skriver forskerne Nicholas Janni og Michael Watkins fra IMD i en ny artikel med den sigende titlen ”Are You Running on Empty?”
De bygger deres erfaringer på talrige coaching-forløb med topledere. Under fortrolige samtaler er det kommet frem, at toplederen ofte er på flugt fra sin virkelighed, eller at han er på en evig jagt efter anerkendelse. En anerkendelse, de håber at få i kraft af deres præstationer. Men som, når triumferne viser sig, sjældent giver mere varme end den, garvede spillere på enarmede tyveknægte føler, når de vinder et par hundrede kroner.
”Mange ledere er, uanset om de selv indser det eller ej, drevet af historier om afsavn, og endda traumer. Det er almindeligt, at de i deres formative år har oplevet fattigdom, fravær af menneskelig varme i familien, fraskilte eller bare fraværende forældre, eller endda mere alvorlige tilfælde af fysisk eller psykisk misbrug. Ofte har de søskende, som er meget dysfunktionelle; brødre og søstre med dårligt psykisk helbred og/eller misbrugsproblemer. De (topcheferne, red.) er overleverne, fastbesluttede på aldrig at havne der, hvor de kommer fra. Det er dette, der driver dem fremad,” skriver forfatterne.
Intet menneske går gennem tilværelsen uden sår på sjælen, og disse sår kan både være noget, som holder nogen tilbage, men også noget som motiverer os til at gå fremad. Men hvis man gennem sit arbejde jager anerkendelse, som man ikke fik i sin barndom, risikerer man at brænde ud. Og netop dét sker også jævnligt på de fineste kontorer på direktionsgangen. Udbrændthed er ubehageligt for alle. Men for en topchef er det ekstra giftigt, fordi han bærer et stort ansvar på sine skuldre. Det er ikke bare lige at melde sig syg, hvis man er chef for det hele.
Altså må man som topchef være opmærksom på, hvorfor man gør, som man gør, og vise agtsomhed ved tegn på udbrændthed eller andre psykiske problemer. Man kan begynde med at stille sig selv fire simple spørgsmål: Føler man sig nervøs og urolig, når man er alene og i hvile? Hvem er man, når man i andre sammenhænge ikke er chefen? Hvor ofte føler man sig afkoblet fra sig selv og fra andre? Hvor ofte oplever man virkelig glæde eller begejstring?
Hvis man ud fra de fire spørgsmål indser, at man har et problem, gælder det om at forholde sig til det. Her må man:
• Indse, at man ikke kan tage de næste skridt alene. En terapeut eller lignende er påkrævet. Dette skal være en person, hvis kompetencer rækker ud over almindelig ledelses-coaching.
• Være villig til at hvile og reflektere, også selv om det i udgangspunktet ikke opleves som behageligt.
• Opdage, at det at lukke op og mærke smerten fra det afsavn, der skabte det mentale underskud i første omgang, ikke er ødelæggende for tilværelsen, men at det tværtimod er essentielt for at kunne fortsætte tilværelsen, som man kender den.
• Overvinde frygten for, at det at beskæftige sig med det mentale underskud vil fjerne ens drive. Det vil det ikke – det vil blot efterlade en anden form for brændstof.
De sidste to punkter er vigtige. Det er normalt for folk, der for første gang går ind i et mentalt behandlingsforløb, at de er klemt mellem deres problem og deres frygt for, om behandlingen fører til, at deres personlighed bliver udslettet.
Det kan være særligt relevant for topchefer, for ifølge Nicholas Janni og Michael Watkins er de sjældent ramt af egentlig depression. De bliver, selv i deres udbrændte tilstand, ved med at gå på arbejde hver dag og træffe beslutninger, måske uden at medarbejderne opdager noget. Men der er ikke noget at frygte: Den mentale terapi udsletter ikke personligheder – den uddyber dem.