Erhvervsskandaler kommer og går, men ingen har været mere spektakulær end den, som den britiske mediemogul præsterede. Maxwell var imidlertid meget andet end en bedrager – han var også en genial og værdiskabende forretningsmand. Dermed belyser hans historie også, hvorfor det nogle gange er svært at holde sig til forskrifterne om god selskabsledelse.
I Maos levetid gik alle kinesere i samme, enkle dragt. Den var blå, og det var der en årsag til: En embedsmand, der omkring 1950 skulle have bestilt 100 tons af farven indigo-blå, fik et nul for meget på, så han i stedet bestilte 1000 tons, svarende til et års global produktion på det tidspunkt. Han kunne være reddet af, at leverandøren opgav at håndtere den enorme ordre. Men leverandøren klarede det umulige.
Leverandøren var den senere britiske mediemogul Robert Maxwell og en daværende partner. Maxwell var i det hele taget en mester i at slå alle odds. Som bare det, at han overlevede anden verdenskrig – det var et kunststykke for en fattig, 15-årig jøde, da Tyskland besatte Tjekkiet.
Han kom ind i den britiske hær, hvor han viste en evne til at være placeret i nærheden af store begivenheder og store mennesker. F.eks. fik han en medalje af general Montgomery personligt, og han erhvervede den sidste hund fra den kennel, hvorfra også Hitlers elskede schæferhund, Blondie, stammede.
Evnen til at komme i nærheden af den verdens storheder brugte han også i årene efter krigen, hvor han slog sig ned i Storbritannien, lagde afstand til sin baggrund for at blive så britisk som muligt, og begyndte at opbygge sit erhvervsimperium, der primært var orienteret omkring medievirksomhed. Så da han som 67-årig i 1991 omkom i en ulykke, hvis indhold aldrig er opklaret, fik han en statsbegravelse i Israel, og der kom kondolencer alle store statsledere.
Men få dage senere brød skandalen løs. Det viste sig, at Maxwells erhvervsaktiviteter i lang tid havde været underskudsgivende, og at han havde maskeret tabene ved at flytte penge rundt i koncernen. Bl.a. forgreb han sig på midlerne fra de pensionskasser, der var tilknyttet hans virksomheder.
Historien bliver genfortalt i den nye bog ”Fall – the Mystery of Robert Maxwell” af journalisten og forfatteren John Preston. Bogen har interesse for en bredere kreds end de historisk interesserede: Moderne regulering af erhvervslivet, og naturligvis særligt forskrifter for god selskabsledelse, forudsætter nogle idealer om ledernes adfærd og integritet. I praksis ude i virksomhederne er man nødt til at tage højde for den menneskelige faktor. Dygtige, endda uundværlige ledere, kan i nogle sammenhænge være utilregnelige, eller bare svære at omgås. Nogle gange kan de også vise sig at være rene forbrydere.
Der kommer jævnligt skandaler ud af den slags. Robert Maxwells historie er nok det største eksempel på det i efterkrigstiden, og han var lidt af det hele. Helt fra begyndelsen af sin karriere gjorde han sig samvittighedsløst i bedrag og regnskabssminke. Personligt oplevede mange ham som ubehagelig. Alligevel er det for nemt at afskrive ham som endnu en psykopat. Han var også et geni og en mønsterbryder, der skabte værdier, som elskede sin familie, og som med oprigtighed bakkede op om noble sager.
Det, som især bragte ham rigdom, var et forlag, som publicerede videnskabelige værker. Han solgte publikationerne til meget høje priser, selv om forskerne gav ham teksterne for en slik. Det var en pengemaskine for Maxwell, men det gav også anledning til en vidensdeling, som ikke fandtes før.
Men Maxwell kom selv næppe til at opleve nogen triumf. Det lykkedes ham aldrig at slippe væk fra sin ungdoms traumer. Hans hustru tolkede det som en dårlig samvittighed over, at han havde overlevet holocaust, som både hans forældre og flere hans søskende omkom i. Under alle omstændigheder var han mere og mere forpint.
I Storbritannien bliver han husket uden medlidenhed. Sådan må det være for en mand, der har stjålet tusindvis at medarbejderes pensionsopsparing. Men det skæmmer Prestons ellers spændende bog, at han inkluderer en del historier, der ikke synes at være andet end sladder fra det britiske establishment, der heller ikke kunne lide Maxwell før skandalen. En påstand om, at han indirekte var skyld i den tyske kennelejers selvmord, fordi denne med salget af sin sidste hund ikke have nogen virksomhed længere, virker f.eks. bare dum. Masser af tyskere, ikke mindst dem med forbindelser til nazi-spidserne, begik selvmord i 1945.
John Preston: Fall: The Mystery of Robert Maxwell. Udgivet på forlaget Viking i februar 2021.