Mange undersøgelse indikerer, at relativt mange topchefer er narcissister. Men i den aktuelle analyse kommer konklusionen på baggrund af en grundigere analyse end normalt. Men det er ikke nødvendigvis skidt, at det er sådan, for diagnosen indebærer også nogle konstruktive karaktertræk.
Det er en almindelig antagelse, at mange personer, som kommer op på de højeste poster i erhvervslivet, relativt ofte vil have en eller anden personlighedsforstyrrelse – mest typisk narcissisme, som er kendetegnet ved overdrevne forestillinger om egen betydning, et stort behov for andres anerkendelse og en mangel på empati.
Men har det noget på sig, og i så fald, hvilke konsekvenser har det?
Det har en gruppe forskere fra Stanford undersøgt over de seneste par år. Deres undersøgelse, hvis resultater er offentliggjort i artiklen Are Narcissistic CEOs All That Bad? viser, at ja, det er sandt, at der er en noget større andel narcissister blandt topchefer, end der er i befolkningen som helhed.
Og det har også klare tydelige konsekvenser for (eller i hvert fald sammenhænge med) deres virksomheders adfærd. Men det er ikke nødvendigvis skidt, at det er sådan. Når man i første omgang har fået idéen om, at der måske er en sammenhæng mellem topledelse og narcissisme, skyldes det, at denne personlighedsforstyrrelse alt andet lige vil motivere de pågældende til at gå mod toppen.
Her er der masser af opmærksomhed og anerkendelse, og selvbilledet om at være vigtig bliver bekræftet. Samtidig er der få skrupler overfor at bruge albuerne i forhold til konkurrenter eller andre, der står i vejen.
Men det er svært at skille tingene ad, for der er jo rent faktisk nogle, som også er ekstra dygtige, og som det derfor ikke er urimeligt at give ekstra anerkendelse. Forholder det sig sådan, er det tværtimod et tegn på en sund personlighed, at vedkommende selv forstår sin rolle i verden. Det er også naturligt, at de særligt dygtige får høje stillinger.
En del undersøgelser har tilsyneladende bekræftet, at der ikke desto mindre er ekstra mange regulære narcissister i topledelse. Men de er baseret på indirekte kilder eller grovkornede teknikker – f.eks. at tælle, hvor tit topcheferne siger jeg henholdsvis vi. Det er mere end svært at få topchefer til at gennemgå den udredning, læger og psykologer ville bruge overfor deres patienter.
Den nye undersøgelse fra Stanford er også baseret på indirekte kilder, men på en mere omhyggelig måde. Over sommeren 2020 har forskerne interviewet en række bestyrelsesmedlemmer om deres syn på topchefer, som de har arbejdet tæt sammen med gennem en årrække. Groft sagt har bestyrelsesmedlemmerne været stedfortrædere for topchefen i en klinisk udredning.
Ud fra denne proces kom man frem til, at ca. 18 procent af topcheferne er kendetegnet ved en grad af narcissisme, mod anslået fem procent i hele den amerikanske befolkning. Det viste sig også, at disse topchefers virksomheder har en markant anden performance end virksomheder, hvis topchefer ikke er narcissister.
Men afvigelserne er på de fleste punkter anderledes, end man umiddelbart skulle tro. Således scorer de narcissist-ledede virksomheder højest på både ESG- og governanceparametre – det sidste vurderet ud fra formelle regler i virksomheden. Det er overraskende for så vidt, at man ville forestille sig, at den selvoptagede og -glade chef var ret ligeglad med samfundsansvar og betragtede governanceregler som en sten i skoen.
Resultaterne kan dog hænge sammen med, at både ESG og governance er oppe i tiden, så ved at fokusere på de dele, kan topchefen få opmærksomhed fra omgivelserne.
Men de narcissist-ledede virksomheder giver også aktionærerne et markant lavere afkast end gennemsnittet, mens de selv får betydeligt højere løn end deres kolleger i andre virksomheder.
Det sidste kommer igen med et forbehold – hvor topchefen får høj løn, gør den næstkommanderende det typisk også. Så enten har den narcissistiske topchef indgået en alliance med sin højrehånd, eller også har han bare mere end andre været tiltrukket af den høje løn.
Forskerne vil, som det også ligger i deres forskningspapirs titel, ikke entydigt dømme de narcissistiske topchefer ude, trods det lavere afkast de præsterer. Det fremhæves, at hvor narcissisme med rette forbindes med noget negativt, så indebærer den også positive karaktertræk – særligt udadvendthed og åbenhed for nye ideer. Det kan sagtens være det, virksomheden har brug for.
Sten Thorup Kristensen