Bestyrelsesguiden

Investorfokus på bløde værdier, men glemmer det klassiske

narcissister

Undersøgelse viser, at britiske storinvestorer i disse år ved bedømmelse af børsnoterede selskaber har ekstremt stort fokus på klima og diversitet. Men deres fokus sker på bekostning af nogle af de klassiske discipliner, eksempelvis rapportering og revision, som får ubetydelig opmærksomhed. Overraskende er det, at selskabernes omdømme indgår med lavest vægt i investorernes bedømmelse.

Kan du huske finanskrisen? Her blev fårene virkelig skilt fra bukkene blandt de børsnoterede selskaber på børsen. Mange virksomheder blev afsløret i optimistisk regnskabsrapportering og boblelignende værdiansættelser af deres aktiver i jagten på hurtige gevinster. Det blev afsløret, at mange virksomheder blev holdt oppe af en kombination af stærk højkonjunktur og dårlig rapportering.

En ny undersøgelse viser, at institutionelle investorer i England i påfaldende grad har rettet deres opmærksomhed alle andre steder hen end på netop de faktorer, der i 00’erne skabte et korthus, som endte med at blæse omkuld. Det fremgår af en gennemgang , som EY har udarbejdet af, hvordan de 30 største britiske investorer håndterer den såkaldte UK Stewardship Code om håndtering af deres aktive ejerskab som investorer.

Undersøgelsens resultater bygger på investorernes egen rapportering, og på grundlag heraf har EY defineret otte fokusområder og givet en karakter alt efter, hvor meget investorerne gør ud af dem. De otte fokusområder er i rækkefølge efter den opmærksomhed, investorerne gav dem: Altså størst opmærksomhed til miljø, dernæst governance og efterfølgende social impact, human capital, strategi og resultater, rapportering, revision og forsikring og endelig tillid og selskabets omdømme.

Fokusområderne er vurderet på en skala fra 1 til 5, og tillid og omdømme scorer blot 1,08. Investorerne har altså stort set ingen interesse i dette emne. Det er alligevel påfaldende så kort tid efter finanskrisen.

Det er også påfaldende, at de seneste årtiers revisionsskandaler tilsyneladende er glemt. Betydning af regnskabskvalitet og revision får en score på 1,36. Et signifikant mindretal af investorerne viser en vis interesse for regnskab og revision, men flertallet af investorer vægter slet ikke kvalitet af revision og regnskab, som en del af deres arbejde med at vise ansvarlighed.

EY har efterfølgende advaret investorerne om, at de bør give mere opmærksomhed til de klassiske dyder i ansvarlig virksomhedsledelse. Men skal man være venlig overfor investorerne, kan man også hæfte sig ved, at man ikke kan have alt som topprioritet. Det, som de store investorer anvender mest energi på, er de temaer, der helt aktuelt er oppe i tiden: Miljø, diversitet og økonomisk ulighed.

Allerhøjest ligger miljø med skalaværdien 2,4. Her er det ikke overraskende, at undergruppen klima trækker mest, mens der er lidt mindre opmærksomhed om bæredygtighed generelt. Næsthøjest ligger governance med skalaværdien 2,07. Her er der større spredning i undergrupperne. Den praktiske ansvarlighed i henseende til at sikre virksomhedens soliditet, såsom risikostyring og planlægning af arvefølgen i direktionen, vækker mindre interesser.

Derimod er der stort fokus på bestyrelsens sammensætning og aflønningen af ledere. Altså de emner, der trækker overskrifter i medierne.

Kapitalejere går op i klima
Undersøgelsen har også en anden opdeling, idet der er skelnet mellem de investorer, som selv ejer den forvaltede kapital, og så de aflønnede Asset Managers, der forvalter andres kapital, eksempelvis pensionskasser. Den første gruppe udmærker sig ved stort set ikke at beskæftige sig med ansvarligt ejerskab. Kun én sag optager dem for alvor: Klima.

Om der her er tale om ansvarlighed i en altruistisk forstand, eller om man mere nøgternt anser aktiv klimaindsats som en strategisk nødvendighed, fremgår ikke af undersøgelsen. De lønnede kapitalforvaltere har en meget bredere tilgang til ansvarlighed, og de viser en eller anden grad af interesse over hele brættet.

Forskellen er især markant, når det kommer til governance, hvor de eksterne forvaltere har mest fokus. Det er igen et tankevækkende forhold, når man ved, at de selvstændige kapitalejere ofte vil have direkte og succesfuld erfaring med virksomhedsdrift. De overlader trygt alle bekymringer om risikostyring til bestyrelserne i de virksomheder, de er investorer i, og modesagerne med diversitet og aflønning afføder hos dem kun et enkelt løftet øjenbryn.

Sten Thorup Kristensen