Bestyrelsesguiden

Bestyrelser bør have dedikerede ESG-udvalg

Bestyrelser bør have dedikerede ESG-udvalg, hvis de virkelig ønsker, at ESG-arbejdet bliver taget alvorligt ned gennem hele virksomheden. Det konkluderer en britisk rapport skrevet af Margaret Casely-Hayford for Institute of Directors i Storbritannien.

Casely-Hayford konkluderer, at et særskilt udvalg kan udfylde tomrummet der, hvor lovgivningen ikke tager hensyn til en virksomheds forpligtelser til at efterleve krav og behov indenfor ESG, miljø og det sociale og ledelsesmæssige.

“Så længe, der ikke er en pligt, påhviler det en virksomhed, der gerne vil være kendt for sit arbejde med bæredygtighed, at udarbejde en ESG-strategi og en ansvarlighedsstruktur, der er drevet af bestyrelsen eller et dedikeret udvalg som en del af den overordnede strategi for virksomheden” siger hun.

Rapporten øger presset på bestyrelser for at integrere ESG i virksomhedens strategi som et svar på voksende bekymringer om klimaændringer og bæredygtighed mere bredt.

Under COP26-klimakonferencen i Glasgow meddelte den britiske regering, at det ville være obligatorisk for finansielle eller børsnoterede virksomheder fra 2023 at fremlægge planer for, hvordan de vil medvirke til at reducere udledningen af drivhusgasser i de virksomheder, de driver eller som de yder lån til.

Sådanne bestræbelser sigter især mod rapportering og statistikker til interessenter. Rapporten konkluderer, at formelle ESG-udvalg i stedet vil vise en virksomheds eksplicitte indsats for indarbejdelsen af bæredygtighed i strategien og driften.

Der har i Storbritannien været en del kritik af rapporteringsindsatsen. Forud for COP26 sagde Financial Reporting Council, som er Storbritanniens ledende rapporteringsvagthund, at den har måttet påpege sløj klimarapportering overfor mange virksomheder, og at der derfor er behov for en opstramning.

Tidligere har andre forskere påpeget, at en reform af eller øget klimarapportering i sig selv ikke vil være nok alene til at ændre virksomhedens adfærd.

Fordele ved ESG-udvalg

Casely-Hayfords opfordring til ESG-komiteer eller udvalg stammer fra flere observationer. For det første kan opgaven ikke overlades til et risikoudvalg, fordi emnet så blot reduceres til compliance eller afkrydsningsliste, hvis det ikke ses som en del af organisationens strategiske plan. Det kan også ses som sekundært i forhold til en virksomheds økonomiske og kommercielle sundhed, hvis det ses som en del af et risikostyringsfokus.

Hertil kommer, at troen på, at det sociale i ESG er dækket af aflønningsudvalgene, reducerer emnet til at være et spørgsmål om beskæftigelse eller personale i stedet for en virksomheds indflydelse på omverdenen.

Casely-Hayford er ikke den eneste observatør, der bekymrer sig om bestyrelsernes pligter. Better Business Act-kampagnen opfordrer til, at selskabsloven omskrives, så bestyrelsesmedlemmer har pligt til at forfølge virksomhedens formål frem for deres virksomheds succes. Lignende tiltag er også på vej i New Zealand.

Bortset fra en lovændring kan der være behov for andre tiltag for at overbevise bestyrelsesmedlemmer om, at ESG er vejen frem. Det mener Tesco, der er en af ​​Storbritanniens førende detailhandlere, som netop selv er en virksomhed med en dedikeret ESG-komité.

Læs hele rapporten her

Henrik Denta