58 % af de største selskaber på børsen i London har en officiel facebook-side. Men tager man de selskaber med, hvor andre – med venlig eller uvenlig hensigt – har lavet en facebook-side i selskabets navn, kommer tallet op på 85 %.

Tallene stammer fra Linklaters nye guide om virksomheders anvendelse af sociale medier, og de understreger, at det ikke er noget valg, om man vil have et udtryk på denne nye platform: Det får man, uanset om man ønsker det eller ej. Dermed er man også omfattet af love og regler på området, samt af en retspraksis, der endnu kun er i sin vorden, og hvor dommerne må oversætte nye fænomener til noget, de kender fra den ”virkelige verden”.

Megen af denne jura har en karakter, så man ikke nødvendigvis tænker over, at den overhovedet eksisterer, før det er for sent. Økonomisk Ugebrev Ledelse bringer her nogle eksempler:

Hvem ejer en konto? Mange højt profilerede personer har succes på twitter, hvor tusindvis af mennesker abonnerer på deres guldkorn. Denne aktivitet bliver således også et aktiv for den virksomhed eller organisation, som personen repræsenterer. Men hvad sker der, hvis personen en dag skifter til konkurrenten? Om han eller hun umiddelbart kan tage ”følgerne” med på samme adresse afhænger bl.a. af, om virksomhedens navn indgår i denne. Under alle omstændigheder: Hvis man som virksomhed vil kræve ejerskab til en betroet medarbejders konto på et socialt medie, må man også være indstillet på at være ansvarlig, hvis informationer fremkommet på denne konto på den ene eller den anden måde viser sig at være ansvarspådragende.

Læs også:  C-suitens funktioner redefineres af robotter

For subtil markedsføring: I traditionelle medier ser man nogle gange kampagnen, hvor virksomheder bygger en spænding op ved at komme med en række budskaber, inden de afslører sig selv som afsenderen. Denne form har nogle forsøgt at efterligne på sociale medier. Her er det imidlertid svært at få en dobbelthed med, at modtageren af budskabet fra starten forstår, at der er tale om en kampagne. På den måde kan man uforvarende gøre sig skyldig i vildledning af offentligheden. Et eksempel er den britiske kendis Katie Price, der på twitter kom med en serie besynderlige statements om bl.a. finansielle forhold, for først i sidste tweet at afsløre det som en kampagne for chokoladebarren Snickers, der markedsfører sig på, at man ikke er sig selv, hvis man er sulten.

Rækkevidden af ansvar: Det er de sociale mediers natur, at man deler, bifalder eller kommenterer andres udsagn. Men som virksomhed skal man være forsigtig med dette i en række sammenhænge, f.eks. i forhold til markedsføringsloven. Hvis f.eks. en begejstret kunde tilsværter en konkurrent på et usandt grundlag, kan man potentielt komme i problemer ved høfligt at ”like” dette udsagn. Man kan endda komme i problemer alene ved f.eks. at lade det blive stående på sin facebook-væg.

Baggrundstjek af ansøgere: Allerede i dag tjekker de fleste arbejdsgivere en ansøgers færden på sociale medier. På den måde får de værdifuld information om ansøgerens personlighed og sociale evner. Metoden er imidlertid ikke uden risici: Den er for det første upopulær blandt ansøgerne. Men i nogle tilfælde kan en afvist ansøger også forsøge sig med retslige krav. På dansk grund kunne man f.eks. forestille sig en situation, hvor virksomheden mistænkes for at have fravalgt ansøgeren, fordi denne på facebook har udtrykt ønske om at få børn – noget, man ikke må spørge til i en jobsamtale. Man kan afværge en del problemer – både imagemæssige og juridiske – ved at være åben om, hvordan man bruger sociale medier i denne sammenhæng, og f.eks. lade ansøgeren kommentere eller udrede et negativt bedømmelsesgrundlag, der er opstået på denne måde.

Læs også:  SMV-bestyrelsen: belastning eller værdiskabende?

Ytringsfrihed: Har man som virksomhed ikke tjekket en ny medarbejders aktiviteter på sociale medier, kan man komme til at betale for det efterfølgende, hvis vedkommende blamerer sig i det offentlige rum. Det er en kompliceret sag, hvor meget af dette virksomheden kan gøre noget ved, og her involverer juraen endda en af de traktatfæstede menneskerettigheder, nemlig ytringsfriheden. Også kritik af arbejdspladsen i et rimeligt omfang må man acceptere. Der er dog et stykke hen ad vejen mulighed for at forebygge sådanne problemer ved officielle politikker for, hvordan medarbejdere, der også repræsenterer virksomheden udadtil, må opføre sig privat.

Sten Thorup Kristensen